Ris (redskab)

En skoledreng får ris
For alternative betydninger, se Ris (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Ris)

Et Ris er en samling af grene eller kviste, der kan benyttes som strafferedskab ved at bruge riset til at piske den straffedes krop. Riset var tidligere i Europa et meget benyttet strafferedskab, der blev benyttet i hjemmene, i skolerne, og som straffeinstrument til at piske forbrydere eller andre, der af den ene eller anden årsag havde forbrudt sig mod samfundets normer. Riset blev brugt overfor både voksne og børn, mænd og kvinder, der fik ris på enten balderne eller ryg/skuldre. Børnene fik oftest ris på balderne, hvorimod voksne oftest fik ris på ryg og skuldre.

Ris kan fremstilles af grene fra flere forskellige vækster og træer. Ris har været fremstillet af birkegrene (birkeris), men ris fremstillet af hassel, æbletræer, pil[1] har været flittigt benyttet. I England var ris af pil det oftest benyttede ris til afstraffelse af børn og unge, og på Isle of Man, der benyttede ris helt op til 1970'erne, var riset af hassel.[2]

Ris var et almindeligt strafferedskab til korporlig afstraffelse til op omkring 1800-tallet, hvor spanskrøret vandt frem. Der er spekuleret i, at riset blev opgivet fordel for spanskrøret som følge af, at det i den victorianske æra blev anset for upassende at blotte elevernes balder, og fordi et ris - i modsætning til et spanskrør - ikke er effektivt uden på tøjet. Ris benyttes i dag kun i Trinidad til at piske dømte forbrydere.

Det er uklart, hvornår traditionen med at bruge ris begyndte, men det vides med sikkerhed, at der blev brugt ris i skolerne i antikkens Rom, da der er fundet flere fresker og mosaikker, der illustrerer afstraffelser med ris.[3]

  1. ^ I den australske delstat Victoria, blev benyttet pileris opblødt i vand til at piske unge lovovertrædere. Benson, G. Flogging: The Law and Practice in England, Howard League for Penal Reform, London, 1937, Appendix I: The Law and Practice of Other Countries. OCLC 5780230
  2. ^ "Birching - The Facts", Isle of Man Courier, Ramsey, 17. marts 1972.
  3. ^ Gravering efter antik romersk fresko, der forestiller en elev, der piskes med et ris

Ris (redskab)

Dodaje.pl - Ogłoszenia lokalne