Donatisme

Donatisme efter Donatus, biskop 315, hvis tilhængere hævdede at gyldig sakramentsforvaltning er afhængig af sakramentsforvalterens moralske tilstand. Efter de voldsomme kristendomsforfølgelser i de første århundreder stod kirken i en overvejelse om hvad man skulle gøre med de præster og biskopper som havde svigtet under forfølgelsen. Var der mulighed for at de kunne fortsætte som præster. Kirken splittedes i en gren der fulgte Donatus, som ikke ønskede dem ind i kirken igen, og den anden gren som blev ledt af biskoppen i Rom, og som ønskede biskopperne tilbage.

Donatisterne dannede et skismatisk parti i Nordafrika i det 4. århundrede. Da kristendommen begyndte at blive en kultur- og verdensmagt, satte den en del af sin oprindelige friskhed og renhed til; ved at blive en magt i verden blev verden selv en magt i den. Montanisterne og novatianerne satte sig op mod den verdsliggjorte kristendom i kirken, heftigst dog donatisterne.