Ibadisme

Ibadisme eller ibadiyya er en retning indenfor islam på linje med sunnisme og shiisme. Ibadimuslimer findes primært i Oman, hvor de udgør ca. tre fjerdedele af omanerne, og derudover på Zanzibar og i Algeriet, Libyen og Tunesien. I alt anslås det, at der er knap 3 millioner ibadimuslimer i hele verden, heraf en kvart million udenfor Oman.^[1]

Vestlige historikere og de fleste muslimer opfatter ibaditterne som efterkommere af khariji-sekten, der udskilte sig fra de øvrige muslimer i 600- og 700-tallet. Ibaditterne selv afviser dog en sådan direkte nedstamning fra kharijierne og mener blot, at de to grupper udviklede sig fra de samme forløbere.^[2]

Ibaditternes praktisering af deres tro er beskrevet som puritansk, men samtidig som moderat og tolerant overfor andre opfattelser og religioner.^[3] Ifølge et studie fra forsvarsakademiet er ibadi-retningen karakteriseret ved tolerance og mulighed for folkevalgte imamer.^[4]

Allerede i 700-tallet blev der etableret et ibaditisk imamat i Oman, og i perioden ca. 776-909 herskede et ibaditisk dynasti kaldet rustamiderne i et område i Maghreb.^[4][5]

1. ^ Robert Brenton Betts. The Sunni-Shi'a Divide: Islam's Internal Divisions and Their Global Consequences. s. 14-15. Hentet 7. august 2015.
2. ^ Valerie Jon Hoffman (2012). The Essentials of Ibadi Islam. Syracuse University Press. s. 3. ISBN 9780815650843.
3. ^ Donald Hawley (1995). Oman (Jubilee edition). s. 201 Stacey International. ISBN 0905743636.
4. ^ ^{a b} KL L.H. Nielsen; KN L.S. Nielsen; KN J. Henneberg (oktober 2003). "Strategisk Områdestudie: Yemen og Oman" (PDF). Forsvarsakademiet, Fakultet for Strategi og Militære Operationer. Hentet 15. januar 2016.
5. ^ The Rustamid state of Tāhart. Encyclopædia Britannica, besøgt 21. november 2019.