Back بعثة الاستكشاف البريطانية Arabic Espedición Discovery AST Брытанская антарктычная экспедыцыя (1901—1904) BE Expedició Discovery Catalan Британин антарктикин экспедици (1901-1904) CE Discovery-Expedition German Discovery Expedition English Ekspedicio Discovery EO Expedición Discovery Spanish Discovery espedizioa EU
Discovery-ekspeditionen (engelsk: British National Antarctic Expedition, 1901-04, alment kendt som Discovery Expedition) var den første officielle britiske udforskning af Antarktis siden James Clark Ross' rejse tres år tidligere. Den omfattende ekspedition blev organiseret i fællesskab af Royal Society og Royal Geographical Society (RGS), og tog sigte på at gennemføre videnskabelige og geografiske undersøgelser i det, som overvejende var et uberørt kontinent. Ekspeditionen var også starten på den antarktiske karriere for mange, som senere skulle blive fremtrædende personer i "den heroiske tidsalder for antarktisudforskning", blandt andre Robert Falcon Scott, som ledede ekspeditionen, Ernest Shackleton, Edward Wilson, Frank Wild, Tom Crean og William Lashly.
De videnskabelige resultater dækkede omfattende områder indenfor biologi, zoologi, geologi, meteorologi og magnetisme. Der blev gjort vigtige geologiske og zoologiske fund, som opdagelserne af de snefrie McMurdo Dry Valleys og kolonierne af kejserpingviner ved Cape Crozier. Den geografiske udforskning førte blandt andet til opdagelsen af King Edward VII Land og polarplateauet via bjergruten i vest. Ekspeditionen gjorde ingen seriøse forsøg på at nå Sydpolen, men præsterede at sætte en ny sydlig rekord, da en gruppe på tre mand nåede 82°17' sydlig bredde.
Som inspiration for senere rejser var Discovery-ekspeditionen en milepæl i briternes udforskning af Antarktis. Efter, at den kom hjem, blev den fejret som en succes, til trods for at det havde været nødvendigt med en kostbar hjælpeaktion for at få "Discovery" og mandskabet løs fra isen, og senere tvister om kvaliteten på nogen af de videnskabelige resultater. Det er blevet hævdet, at ekspeditionens største fejl var dens manglende evne til at mestre teknikken for effektive polarrejser med ski og hunde[1] – en arv som fulgte de britiske antarktisekspeditioner gennem hele den heroiske tidsalder.
Hovedture: Rejse til længst mod syd, november 1902 til februar 1903. Rejse mod vest, gennem bjergruten til polarplateauet, oktober-december 1903. Rejser til meldingspunkt og kolonierne med kejserpingviner ved Cape Crozier, oktober 1902, september og oktober 1903.
- ^ Huntford, s. 188